Tank ny energi til studiet
Er hjulene slidt flade eller er tanken tørret ud, så kan et pit-stop være det du som studerende har brug for til at komme videre i dit studium. Et pit-stop i livet kan være mange ting, og nu er det også navnet på det unikke tilbud som højskolerne og Det Humanistiske Fakultet ved Aarhus Universitet er gået sammen om. Pit-stoppet er et sted hvor det ikke bare handler om at komme hurtigt i mål, men hvor der er ro til at reflektere samtidig med at du er omringet af nye mennesker. Når du kommer ud af pitten skulle det gerne være med et bedre vejgreb end før - eller du vælger måske en anden bane på din videre vej.
Det fælles mål med pit-stop er at du kommer helskindet over målstregen og står med en færdig uddannelse i hånden som du kan og vil bruge i den karriere fremovre.
Med venlig hilsen
Dekan Bodil Due, Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet
Studium betyder på latin iver, interesse, lyst.
Her som andre steder er det lysten, der driver værket - og sådan bør det vel også være.
Men mon ikke de fleste studerende kender til den ulyst, der opstår, når lærelysten lægges i spændetrøjen og forvandles til en pligt: afløsningsopgaver, skriftlig og mundtlig eksamen, speciale - og i baggrunden SU-klippene, der ubønhørligt minder én om, at man er på nedtælling?
Pligtaspektet kan antage så store dimensioner, at det er på nippet til at kvæle den lyst og glæde, som oprindeligt fik én til at
påbegynde studiet.
Frustrationen har i langt de fleste tilfælde intet at gøre med den enkeltes evner og forudsætninger. Alle kender eksempler på, at en højtbegavet studerende løber ind i ’specialemuren’ og graver sig ned i stedet for at komme videre med sit studium. Og sit liv.
Er man derhenne - eller på vej ud i en sådan situation - kan et højskoleophold være en hjælp til at komme videre.
Det Humanistiske Fakultet, Testrup Højskole, Europahøjskolen på Kalø og Odder Højskole er derfor gået sammen om at udforme et særligt tilbud til dig, som står i den situation.
Ikke som en udvej, men som en genvej til at finde tilbage til lærelysten. Netop fordi højskolen er et tvangfrit læringsmiljø - eksamensfri zone - kan den enkelte uden pres besinde sig på, hvad det er, man gerne vil - i stedet for hele tiden at være blokeret af alt det, man skal.
Der findes mange solstrålehistorier om studerende, der har genvundet læselysten efter et højskoleophold og taget fag på studierne med fornyede kræfter.
Lysten er tilbage i højsædet, og ordet studium har genvundet sin oprindelige betydning.